Månedsarkiv: september 2018

Hjælperfest d. 6. oktober kl. 18:15

Hjælperfest

Der er hjælperfest lørdag d. 6. oktober kl. 18:15
for alle medlemmer af Aars Touring Club samt hjælpere som har haft vagt til Himmerlandstræf 2018.

Bass, KB, JK, og Tutti står for køkkenet

Menuen er Sorte Gryde, med ris og kartoffelmos, samt frugtsalat m/ råcreme, til natmad får vi hotdogs med hjemmelavede pølsebrød fra bageren

Musik. Måske live, måske DJ, måske spotify!!

Sidste tilmelding torsdag d. 4. oktober enten i klubben eller send en mail til aatc@mail.dk, i emne feltet skriver I hjælperfest

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Picnictur lørdag d. 15. september 2018

 

Kaffepause Aulum

Picnictur lørdag d. 15. september 2018

Efter en nat og tidlig morgen med megen regn var det med en hvis spænding, om klubbens picnictur blev til noget. Hockey og Regnar var mødtes kl. 07:00 for at lave kaffe og rundstykker og hente sandwich til turen. Da var vejret ikke for godt, men ved afgang fra klubben ved halv ni tiden var der godt vejr, og det var der resten af dagen. Niels havde lavet turen og for en sikkerheds skyld kørt den igennem i torsdags, så han lagde sig i front hele dagen. Vi var i alt 17 personer fordelt på 15 motorcykler.

Turen gik først til en lille rasteplads ved en skov ude ved Aulum, mellem Herning og Holstebro, hvor vi fik en kop kaffe. Dernæst kørte vi til Thorsminde, hvor vi holdt en lille pause på havnen, og kiggede lidt på sluseværket. Her mødte vi tilfældigvis tidligere medlem Bo Thomsen, og fik en lille snak med ham. Herfra gik turen nord på til Fjaltring og ud på en p-plads helt ude ved vandet, ved noget som hedder høfde Q.
Her holdt vi vores picnic. Et bord blev dækket med en rød og hvid dug, og sandwichs blev fundet frem. Niels fremtryllede også lige en stor pose lækre røgede kyllingelår, som han lige havde lavet! Det var et rigtigt flot sted at spise, hvor vi imens kunne se havet vise tænder, mens bølgerne smadrede mod de mange høfder.

Med maverne fyldte var det tid at komme videre. Vi kørte nu over Lemvig til Struer, hvor nogen af os tankede. Ikke fordi det var nødvendigt, vi havde her kørt ca. 200km, men der blev ikke tanket mere end ca. 10l. på nogen af os. Fra Struer kørte vi til middelalderborgen Spøttrup, hvor det igen var tid til en lille pause og få en kop kaffe og lidt medbragt kage. Mona havde også dejlige hjemmebagte hindbærsnitter med.
Vi havde desværre ikke tid til at gå ind på selve borgen, så det må blive en anden gang vi kommer på de kanter.

Fra Spøttrup var det tid at komme hjemad. Vi kørte herfra, igen af små veje, som hele den foregående del af turen, til Sundsøre og tog færgen til Hvalpsund. Derfra var det bare til Aars. Vi var i klubben kl. 16:30. Turen var på ca. 320km, næsten alle på små veje i en dejlig natur.
Tak til alle deltagere som var med til at gøre det til en god dag.

Der er flere billeder her 

                                                                                                                                                            Regnar